Første erfaringer fra projekt Reminiscens gennem VR indsamlet
Det kræver forberedelse og omtanke at bruge VR-briller sammen med borgere, der er alderssvækkede eller har demens. Når det lykkes, kan VR genkalde minder og give borgerne unikke oplevelser, erfarer Aarhus Kommune.

I projekt Reminiscens gennem VR afprøver plejehjem VR-briller sammen med borgerne. Velfærdsteknologipionerer har været på kursus i at bruge brillerne og har helt styr på teknologien. Generelt mener medarbejderne på Plejehjemmet Rosenvang, at VR-brillen med tilhørende tablet er nem at gå til.
Formålet med projektet er at skabe meningsfulde dialoger og reminiscensoplevelser for borgere på plejehjem i Aarhus Kommune. Projektet bygger videre på tidligere erfaringer med at bruge Virtual Reality (VR) til reminiscens.
Projektet skal:
-
udbrede brugen af VR til flere plejehjem og derigennem være med til at vække erindringer
-
styrke den enkeltes oplevelse af identitet og tilhørsforhold
-
stimulere til aktivitet og kommunikation og dermed styrke funktionsniveau og trivsel hos den enkelte

Helene Sørensen, SSA på Plejehjemmet Rosenvang fortæller, at flere borgere er glade for videoer af det gamle Aarhus og af Philip Faber og DR’s pigekor.

Cecilie Holberg Lehmann, VT-pionèr og SSA på Plejehjemmet Rosenvang har en borger, der er blevet meget glad for at slappe af med en meditationsvideo. Han nyder stemmen, der guider til meditation, imens han ser billeder af stjernehimlen og rummet.

Elly på Plejehjemmet Rosenvang tog ret hurtigt VR-brillen til sig. Hun holder af at se slotte og herregårde, hvor hun genoplever tidligere besøg. Elly er vokset op på en gård og nyder også at se videoer med husdyr. Specielt kalvene vækker gode minder.
En barndom omgivet af dyr
Når medarbejderne i projektet vælger video, tager de udgangspunkt i borgerens livshistorie og personlige interesser. Det kan alligevel være tidskrævende at finde lige præcis de rette videoer til borgerne, fortæller Helene Sørensen, der er social- og sundhedsassistent (SSA) på plejehjemmet Rosenvang i Viby J. Når det lykkes, kan VR give anledning til nogle gode snakke.
- Elly er meget glad for at se videoer med gårdens dyr. Normalt er hun meget stille og ikke så talende, men når hun får VR-brillen på med husdyr, kan vi have en lang snak om undervejs, hvor hun genoplever gode minder fra sin barndom. Hun fortæller for eksempel om, hvordan hun som barn hentede æg hos hønsene og holdt hånden inde i munden på en af kalvene, fortæller Helene Sørensen.
Tidligt stadium af demens
Cecilie Holberg Lehmann er SSA og velfærdsteknologipionér (VT-pionér) på plejehjemmet Rosenvang. Cecilies erfaring er, at brillerne ikke egner sig til borgere, der er langt henne i deres demenssygdom. De tager ofte brillen af, kan blive overstimulerede og urolige, og det kan tage lang tid, før de falder til ro igen. Cecilie har haft de bedste oplevelser med borgere, der er i begyndelsen af en demenssygdom.
- Nogen, der har haft et rigt liv, men ikke har det mere, kan få rigtig meget glæde af VR-brillen. Det er mennesker, der gerne deltager i aktiviteter i huset, men ikke længere vil på tur ud af huset. De kommer kun i eget hjem og i spisestuen. For dem kan VR-brillen være en god måde at opleve på og en rigtig god samtalestarter, fordi de stadig har lyst til at fortælle og dele minder, siger Cecilie Holberg Lehmann.
Gode råd
Hvis man vil i gang med VR til reminiscens, skal man vide, at det kan være en udfordring at finde den rette video til en borger, mener Helene og Cecilie. Man kan med fordel læse op på borgerens livshistorie og interesserer til at begynde med. Derefter må man prøve sig frem sammen med borgerne.
Det har vist sig svært at forudsige, hvad folk holder af at se. Selvom borgerne virker glade for specifikke videoer, er det ikke sikkert, at de senere efterspørger dem, er Helene og Cecilies erfaring.
Hvis videoer er for langtrukne, og der ikke sker ret meget i dem, taber nogle af borgerne tråden og kan ikke fastholde opmærksomheden, har Helene og Cecilie oplevet. Man skal derfor være obs på, at en video kan blive for stille for en borger.
Erfaringerne indtil nu på Plejehjemmet Rosenvang er, at VR til reminiscens bedst egner sig til borgere, der ikke er alt for langt henne i deres demenssygdom. På den anden side har medarbejderne også oplevet, at borgere med demens, der normalt ikke taler ret meget, pludselig åbner op og deler erindringer, når de har VR-brillen på.
Nogle borgere med demens kan blive utrygge ved brillen, som opleves tung og skal spændes fast på hovedet. Her kan man forsøge at vænne borgeren til VR-brillen ved at lade vedkommende se lidt film gennem brillen, imens man holder brillen op foran borgerens øjne.
Som med andre interventioner i borgernes liv så kræver det grundige faglige overvejelser, når der er tale om mennesker med svære demenssymptomer.
Projektet løber indtil 2027 og involverer 20 plejehjem.
