Gå til hovedindhold

Holdtræning over skærm til vedligeholdende træning

I holdtræning på skærm i Pleje & Rehabilitering i Aarhus Kommune undersøges, om vedligeholdende træning kan gives i god kvalitet som træning over skærm for borgere, der har svært ved at deltage fysisk. 

Indhold

    Mange borgere i målgruppen for vedligeholdende træning har svært ved at komme ud af eget hjem og har svært ved selvstændigt at vedligeholde deres funktion. De vil derfor opleve et gradvis fald i funktionsevne, der er større end det aldersrelaterede fald. For kommunen er det en ressourcetung opgave at lave vedligeholdende træning i borgers eget hjem, omvendt bliver det en ressourcetung opgave, når borgerens behov for pleje og praktisk hjælp stiger.   

     

    Holdtræning på skærm kan foregå uden assistance fra personale i borgers hjem og kan målrettes borgere med særlige fysiske eller kognitive udfordringer. Holdtræningen foregår via et videomøde, hvor en terapeut træner med flere borgere ad gangen.  

     

    Der er på nuværende tidspunkt to forskellige tekniske løsninger til at lave virtuel holdtræning baseret på, om borger har sit eget udstyr (PC, tablet, smartphone) eller om vedkommende har brug for at låne udstyr (tablet).  Til denne målgruppe anvendes låneudstyr med samme løsning som e-Teamet (VitaComm). 

    Baggrund for indsatsen 

    Nuværende tilbud i Sundhed & Omsorg om vedligeholdende træning til ældre borgere er 12 ugers træningsforløb med det mål, at borgerne skal kunne varetage træning eller aktiviteter selvstændigt bagefter. Forskningen peger på, at træning virker for dem, der træner og bliver ved med at træne. For den ældre målgruppe er det nødvendigt at skulle træne mere end 2 timer om ugen og med en varighed på mere end 44 uger for at øge deres fysisk funktion. Til gengæld ser det ud til at effekten af træningen i mindre grad er afhængig af træningsform (styrke, balance eller udholdenhedstræning).  

     

    Forlænget træningsforløb 

    I dette projekt vil vi derfor udvide træningstilbuddet til den vedligeholdende træning fra 12 uger til et halvt år med to gange holdtræning på skærm om ugen af 30-60 min. varighed. Det gør vi for at øge sandsynligheden for, at borgerne får effekt af træningen. Derudover afprøves, om det er muligt at tilføje en sundhedspædagogisk intervention i holdtræningen, hvor der vil være fokus på borgernes mål og mestringsstrategier for, hvordan de kan vedligeholde deres funktion gennem aktiviteter i eget hjem. 

     

    Målet er at oprette fire hold med syv borgere på hvert hold. Holdene sammensættes, så de bliver så homogene som muligt, så det er muligt at fokusere og tilpasse træningen til borgernes funktionsniveau.  

     

    Effektmål 

    • Vedligeholde funktionsniveauet hos borgerne  

    • Gøre det muligt for flere borgere at deltage i vedligeholdende træning  

    • Borgernes livskvalitet er uændret/forbedret ved at deltage i holdtræning på skærm  

    • Vurdere, om der er forudsætninger for at udbrede Holdtræning på skærm til de tre distrikter i P&R  

    • Tilstrækkeligt borgergrundlag i forhold til at lave homogene hold   

    • Træning vurderes at være med en kvalitet svarende til træning med fremmøde  

    • Økonomisk bæredygtigt  

     

    Projektet løber fra maj 2024 til juni 2025. Evalueringen af holdtræning på skærm forventes færdiggjort herefter.  

    Sidst opdateret: 17. december 2024