Gå til hovedindhold

Udearealer

Udearealerne ved Velfærdsteknologiens Hus i Aarhus Kommune skal i høj grad tilgodese borgere med funktionsnedsættelser og kan blive et mødested for alle på tværs af afdelinger i huset.

Indhold

    Borgere med kognitive handicap, der tilknyttes Velfærdsteknologiens Hus, har i stor udstrækning sanse- og motoriske udfordringer. Flere er kørestolsbrugere eller benytter rollator, og mange har udfordringer med balance, orienteringsevne og trafiksikkerhed. Nogle er lyd- og støjfølsomme, andre er berøringsfølsomme eller har nedsat hørelse. Flere borgere bruger ørebøffer for at skærme sig mod sanseindtryk.

    Jo bedre mulighed borgerne har for at regulere sanseindtryk, desto færre konflikter opstår der mellem borgerne indbyrdes og mellem borgere og medarbejdere.

    Da borgergruppen er mangfoldig, varierer behovene betydeligt. Nogle borgere er aktive, deltager i arbejdsfællesskaber og bevæger sig selvstændigt rundt, mens andre ikke går ture alene og har behov for støtte og ledsagelse. Fælles for mange er et stort behov for både sansestimulering og mulighed for pauser i trygge, skærmede rammer. Ambitionen er, at udearealerne ved Velfærdsteknologiens Hus kan understøtte behovet for både sansemotoriske udfordringer og ro og pauser.

    Sansehave

    En sansehave får en central plads i de fremtidige udearealer omkring Velfærdsteknologiens Hus. Sansehaven skal være et afskærmet miljø, hvor borgerne kan finde bevægelse, sansestimulering og pauser i kontrollerede rammer.

    Afskærmning er afgørende, både visuelt og lydmæssigt, så borgerne undgår eksponering for trafik af lastbiler med hjælpemidler, der kører til og fra Hjælpemiddelservice og andre forstyrrende elementer. Der er derfor ønsker om en naturlig afskærmning i form af tæt, lav beplantning, der både skaber tryghed og bidrager til lydisolering.

    Sansehaven skal rumme en sti, der kan benyttes af både gående og kørestolsbrugere, med varieret belægning og let kupering. Stien vil give mulighed for motorisk udfordring og afprøvning af hjælpemidler i terræn. Undervejs skal der være sanse- og aktivitetsstationer, som inviterer til leg og bevægelse som for eksempel boldaktiviteter, berøringsflader, duftende planter, insekthoteller og vejrbestandige spil. Inspirationen hentes blandt andet fra tidligere erfaringer med sansehaver, hvor stier kombineres med små opgaver og aktiviteter, som gør bevægelse både sjov og meningsfuld.

    Der er ønsker om at etablere en mindre urtehave, hvor borgerne kan deltage i pasning og høst til brug i køkkenet. Eventuelt suppleret med mikrogrønt, som kræver minimal pasning og et lille drivhus, placeret i et skærmet område. Disse elementer giver mulighed for meningsfulde aktiviteter, sanseoplevelser og øget ejerskab til hverdagen.

    Fra handicaptilbud til tilbud om fællesskab

    Vi ønsker at bevæge os væk fra at være et isoleret handicaptilbud og i stedet være en aktiv del af et større fællesskab, hvor flerbruger-tanken er central.  

    ·       Et udendørs terrasseområde med solafskærmning skal fungere som fælles mødested, hvor man kan spise frokost, drikke kaffe og samles på tværs af funktioner.

    ·       Udfordrende zoner med for eksempel gynge og trampolin kan bruges af de tilknyttede borgere og områdets børn og dermed bidrage til fællesskab på tværs.

    ·       På “øer” i udearealet kan man finde ro, sidde, hvile eller blot være.

    Der arbejdes ud fra et grundprincip om, at borgerne ikke skal pakkes ind i vat. Områdets placering understøtter denne vision med adgang til grønne områder, stisystemer, lokal skov, idrætscenter og offentlig transport. Det giver optimale muligheder for både korte ture, ledsagede gåture og spontane oplevelser i nærområdet i trygge rammer med begrænset trafik.

    Sidst opdateret: 24. februar 2026