Sept. 2022 | Tryghed ved livets afslutning og Track & Trace
Projekt Tryghed ved livets afslutning har udfordringer med at finde deltagere. Projekt Track & Trace skal testes i en prøveperiode sammen med forældre, der søger om tabt arbejdsfortjeneste.

Tryghed ved livets afslutning
Den nu nedlagte Klyngen for lindrende pleje og behandling efterlyste velfærdsteknologier til gavn for borgere, der er ved livets afslutning. Mange borgere udtrykker ønske om at dø hjemme, fremfor på hospitalet, men de er utrygge ved at være helt alene uden opsyn. Det er der nu fundet en teknisk løsning på. Det drejer sig om en kropsbåren sensor, der klæbes på brystkassen og sender alarm til kommunens Tunstall-system. Samtidig er der opsat kamera til kamera-kig-ind på borgerens soveværelse. Ved alarm logger en medarbejder på sin tablet og kan lave et kamera-kig-ind hos borgeren og rykker ud, når det er nødvendigt. Da målgruppen er meget sårbar, er der store udfordringer med at finde deltagere til at teste teknologien i projektet. Der kontaktes nu flere medarbejdergrupper for at lokalisere deltagere, og borgerne kontaktes tidligere i forløbet.
Track & Trace
Du kender det fra online-handel; når du har bestilt en pakke, kan du bruge en track and trace-funktion på en hjemmeside. Samme princip skal nu testes sammen med forældre med handicappede børn, der søger tabt arbejdsfortjeneste via §42. Forældrene har ønsket at kunne følge med i deres sag online og løbende holde sig orienteret om sagsbehandlingen. Projektet er nu så langt, at det skal testes i praksis i september/oktober 2022 sammen med fem forældre og et lille antal sagsbehandlere.
Hvis forældre siger ja tak til Track & Trace, vil de modtage en sms, hver gang der sker nyt i sagen. Sms’en indeholder et link til en hjemmeside, hvor de kan logge ind med MitId og se, hvad der præcis er nyt. Løsningen er udviklet efter ønske fra forældrene og i samarbejde med dem. Forventningen er, at Track & Trace i fremtiden udrulles til alle, der søger tabt arbejdsfortjeneste og har lyst til at benytte løsningen. Der forventes en besparelse på §42 på 250.000 kr. årligt i sparet tid på samtaler med forældre, der rykker for svar og spørger, hvor langt deres sag er. Intentionen er, at løsningen senere skal overføres til andre komplekse sagsgange i forskellige afdelinger i Aarhus Kommune.