Gå til hovedindhold

Afprøvning af vågeteknologi er sat i gang

Medarbejdere på plejehjem i Aarhus Kommune deltager i de indledende workshops med leverandør af vågeteknologi. Teknologien, der er baseret på sensorer, skal afprøves i en periode på syv måneder, inden der træffes beslutning om en eventuel implementering.  

Indhold

    I første omgang afprøves en vågeteknologi fra leverandøren Nemlia på tre plejehjem. Det er planen, at flere plejehjem og flere vågeteknologier involveres i afprøvningen senere. Formålet er at undersøge værdien af vågeteknologi for at se, om vågeteknologi kan gøre nytte på alle kommunens plejehjem i fremtiden.  

    Teknologier kan hjælpe os med at prioritere opgaverne, mener Helle Zanchetta Jensen, forstander Malling Plejehjem.

    Nemlia arbejder med scenarier, som beskriver, i hvilke situationer en beboer kan få glæde af en sensor i sin bolig. Et scenarie kan fx være, at beboeren går på toilettet om natten, men ikke altid finder tilbage til sengen. Her kan det være nyttigt at sætte en sensor til at registrere, om beboeren er kommet tilbage til sengen efter fx 15 minutter. Hvis det ikke er tilfældet, går en alarm, så nattevagten ved, at der foregår noget, der kræver handling. 

    På rette sted på rette tidspunkt 

    • Vi har brug for forskellige teknologier, til at understøtte os, så vi kan skabe den bedst mulige hverdag for vores beboere, siger Helle Zanchetta Jensen, forstander på Malling Plejehjem og påpeger, at mange, der kommer på plejehjem i dag, er multisyge. Det betyder flere komplekse opgaver.   

    Malling Plejehjem består af flere små enheder og huse med gåafstand imellem, og nattevagterne har gennem længere tid påpeget, at de ofte er Hus A, når der er brug for dem i Hus B. De føler sig pressede og oplever en følelse af utilstrækkelighed, når de ikke er det rette sted på det rette tidspunkt. 

    Helle Zanchetta Jensen, forstander Malling Plejehjem, som er et af flere såkaldte frisatte plejehjem.

    • Teknologier kan hjælpe os med at prioritere opgaverne. I fremtiden får vi en alarm, når der er et scenarie, hvor vi har defineret, at noget er galt. Jeg forventer, at sensorerne på den måde kan fjerne en masse falske alarmer, så vores medarbejdere kan være mere nærværende og til stede i det, de foretager sig, siger Helle Zanchetta Jensen.   

    Grete Fabrins mand falder nogle gange om natten i forbindelse med toiletbesøg. Hun er tryg ved en sensorteknologi, der giver alarm, så han kan få hurtig hjælp.  

     

    Værdighed og privatliv 

    • Da min mand stadig boede hjemme, blev jeg nødt til at låse fordøren, så han ikke gik sin vej og blev væk.  Jeg synes, det er uværdigt at blive låst inde i sit eget hjem. Det er mere værdigt at bruge vågeteknologi til at holde øje med ham. Jeg tror, teknologien kan blive en stor hjælp for os, siger Grete Fabrin.  

    For forstander Helle Zanchetta Jensen og hendes medarbejdere på Malling Plejehjem handler vågeteknologien også rigtig meget om værdighed. 

    • Vi skal hele tiden huske på, at plejehjemmet er folks hjem. De har deres egen private bolig her. Der er rigtig meget værdighed i, at vi ikke kommer rendende, når man ikke har brug for vores hjælp. Der er værdighed i at kunne understøtte på det rigtige tidspunkt, så vores beboere kan få lov til at leve eget liv og have deres privatliv, mener Helle Zanchetta Jensen 

    Gerda bor på plejehjemmet i Malling og mener, at vågeteknologi kan blive en stor hjælp for personalet. Og for beboerne er der stor tryghed i at vide, at hjælpen kommer hurtigt, især om natten, mener Gerda. 

    Oplæring i teknologien 

    Når workshops er afviklet for alle vagtlag på de tre afprøvningssteder, afholder leverandøren kurser for nogle medarbejdere, der bliver frontløbere / superbrugere i indsatsen. De lærer for eksempel at installere sensorerne og kode alarmerne, så de passer præcis til de enkelte beboeres behov.  

    Alle beboere gennemgås på workshops, og under oplæringen af frontløbere træffes den endelige beslutning om hvem, der skal have sensorer, og hvor i boligen de skal installeres. Et formål med indsatsen er i videst muligt omfang at undgå natlige besøg, så man ikke vækker beboerne. Mange beboere sover let og vågner, når nattevagten kigger ind. Og ofte kan de ikke falde i søvn igen. Det håber man at undgå ved kun at kigge ind, når det er nødvendigt.   

    Afprøvningen forventes afsluttet med udgangen af maj 2026.  

    Sidst opdateret: 4. november 2025