Gå til hovedindhold

Sansestimulering på botilbud

Projekt på tre lokaliteter skal undersøge, i hvilken udstrækning sansestimulering kan mindske konflikter.

Indhold

    Formål

    Projektets formål er at forbedre håndteringen af urolige borgere på socialområdet, da de kræver mange ressourcer og påvirker medarbejdernes trivsel negativt.

    Forskning og andre projekter viser, at sansestimuli har en positiv effekt på borgere, der har udadreagerende eller selvskadende tendenser. På baggrund af erfaringer fra praksis samt forskning på området er der belæg for at antage, at sansestimuli

    • beroliger urolige borgere og derved reducere udadreagerende og selvskadende adfærd.
    • påvirker medarbejdernes trivsel positivt, da medarbejderne bliver udsat for færre voldelige episoder og konflikter med borgerne.
    • klæder medarbejderne bedre på til at håndtere episoder, når de forekommer.

     

    Teknologi

    Projektet vil teste mulige konfliktreducerende og sansestimulerende teknologier med henblik på at udvikle og kvalificere sanserum og rolighedspakker til en fremtidig skalering til MSB’s relevante botilbud og målgrupper. Der er igangsat drøftelser med flere virksomheder, der er interesserede i at indgå i et samarbejde.

    Sansestimulerende teknologier kan fx være skiftende lyd og lys; dufte; tyngdedyner, og -veste.

    Målgruppe

    Målgruppen er borgere med svære psykosociale udfordringer, som ofte er dobbeltdiagnosticeret.

    På nuværende tidspunkt vil projektet omfatte tre delprojekter:

    • Sanserum på bostedet Nygårdsvej
    • Sanserum på Malling Bosted
    • En rolighedspakke, som kendt fra demensområdet i MSO

     

    For de 15 borgere, der allerede er vurderet til at deltage, og under forudsætning af at gevinsten ved rolighedspakken kan sammenlignes med gevinsten ved sanserum, giver det en estimeret gevinst på:

    1.274.458 kr. pr. år. Gevinsten nås pga tidsbesparelser i forbindelse med konflikthåndtering.

     

    Baggrund

    Det er svært at rekruttere og fastholde medarbejdere til bosteder med udadreagerende borgere, og bostederne kæmper med højt sygefravær og usikkerhed hos medarbejderne. Arbejdet med udadreagerende borgere er en stressfaktor for medarbejderne. 

    Sansestimuli er blevet afprøvet til netop at understøtte denne udfordring flere steder bl.a. på bostedet Stubberupgård i Borup kommune på Sjælland, hvor de har haft stor succes med at forbedre forholdene for både borgere og ansatte via sansestimulering.

     

    Projektledelse

    Den overordnede projektledelse varetages af MSB-Digitalisering

    Kontaktperson: Cecilie Mortensen, Kontorchef.

    Projektejerskaber:

    Voksen Job og Handicap (VJH), Natasja Mannemar Jensen, Driftschef.

    Job, Udsatte og Socialpsykiatri (JUS), Preben Bøgelund, Centerchef.

     

    Projektperiode

    Maj 2023 - marts 2024

     

    Status efteråret 2024

    Projektet fik midler til en forlængelse. 

    Bostedet Havbo. Det ser ud til at borgene på Havbo profiterer af sansestimuleringen; de er mindre psykotiske end før, og der ses mindre selvskade. Sanserummet er afprøvet med individuelt tilpassede profiler på syv borgere. Der er tegn på en roligere og mindre udadreagerende adfærd ved brug af sansestimulering, og der registreres bedre nattesøvn hos borgerne. Borgerne er selv begyndt at efterspørge stimulering, når deres arousal er ved at køre op. Der gøres stadig erfaringer hos blandt personalet med, hvordan man bedste får indarbejdet sansestimuleringen i det daglige arbejde. Havbo råder også over en kuffert med sanseprodukter, som kan bruges fx på borgerens stue.  

    Bostedet Majvænget. Sansestimulering af afprøvet med fem borgere på Majvænget. Flere borgere har forbedret døgnrytmen, dvs at de sover bedre om natten og er mere udhvilede i dagtimerne. En borger er gået fra at ryge 80 cigaretter om dagen til det halve og har desuden fået et normalt forbrug af kaffe. Personalet kan mærke, at de er mindre trætte efter en arbejdsdag. Generelt mener personalet, at der er positiv effekt af sansestimuleringen på arbejdsmiljøet, og det ser ud til, at det kan give bedre fastholdelse af medarbejdere.

     

    Sidst opdateret: 9. december 2024

    Nyheder om sansestimlering på botilbud