Udvikling af intelligent kompression
Medarbejdere fra praksis har efterlyst nye typer kompressionsstrømper. Derfor arrangerede Aarhus Kommune en eftermiddag, hvor virksomheder, en forsker og medarbejdere fra praksis diskuterede nye muligheder.

Cirka 1500 borgere i Aarhus Kommune får dagligt hjælp til at tage medicinske kompressionsstrømper på og af. I regi af TechCircle var en række praktikere fra Aarhus Kommune samlet til et arrangement sammen med private virksomheder. Sammen satte man fokus på og diskuterede løsninger på udfordringen med kompressionsstrømer.

Strømperne er svære at håndtere for både medarbejdere og borgere, fortæller Mette Callsen, specialkonsulent.
Kompressionsstrømper begrænser borgernes selvhjulpenhed og skaber arbejdsmiljøproblemer for medarbejderne, fortæller Mette Callsen, sygeplejerske og specialkonsulent i Velfærdsteknologi & Hjælpemidler.
"Cirka 1500 borgere i Aarhus, skal hver dag skal have kompressionsstrømper af og på, og selvom der findes mange gode hjælpemidler, er strømperne svære at håndtere for både medarbejdere og borgere. Vi håber, at vi med arrangementet kan tage første spæde skridt til at skubbe på en udvikling af en anden type medicinsk kompressionsstrømpe, som løser nogle af de udfordringer plejepersonalet og borgerne står med i hverdagen," siger Mette Callsen, der er uddannet sygeplejerske og specialkonsulent i Velfærdsteknologi i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune.
Mere end bare et praktisk problem
Udfordringen rækker videre end det rent praktiske. Nuværende kompressionsstrømper skal påsættes, før borgeren står op om morgenen, og håndteringen belaster personalet ergonomisk. Nogle borgere har behov for kompressionsbandager, der kræver specialuddannet sygeplejerske og hyppige omlægninger.
"Det har betydning for alt fra arbejdsmiljø til selvhjulpenhed. Vores plejepersonale oplever at fingre og håndled bliver slidt. Borgerne oplever, at de skal vente med daglige gøremål, hvis de ikke selv kan håndtere kompressionsstrømpen," fortæller Mette Callsen.
Godt fremmøde og konstruktiv dialog
Arrangementet, der bød på oplæg fra blandt andre Peter Høgh Mikkelsen fra Institut for Elektro- og Computerteknologi på Aarhus Universitet, blev godt modtaget. Peter Høeg Mikkelsen har tidligere deltaget i et EU-projekt, som netop skulle udvikle en ny type kompressionsstrømper. Resultatet blev en oppustelig strømpe, der dog endte sine dage som en prototype, da ingen virksomhed dengang var interesseret i at arbejde videre med ideen.
Intentionen om at udvikle et produkt, der tager hensyn til både borgere og medarbejdere lever stadig. Planen er nu at holde kontakten med nogle vidensinstitutioner og søge samarbejde der i fremtiden.
"Vi tog et lille skridt, der gav inspiration til videre udvikling," siger Mette Callsen om dagens resultat.
Fotos: klik på de enkelte billeder for at se tekst












