Gå til hovedindhold

Øget tryghed for borgerne med vågeteknologi

Aarhus Kommune har taget et vigtigt skridt ind i en fremtid, hvor teknologier, der kan våge over borgere på plejehjem, kommer til at spille en større rolle. Se fotos fra dagen i bunden af opslaget.

Indhold

    Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg, havde for nylig inviteret seks virksomheder på besøg på Aarhus Rådhus for at præsentere deres bud på vågeteknologier (teknologier til digitalt tilsyn). Formålet med at mødes med virksomhederne var at gøre Aarhus Kommune klogere på, hvad markedet i øjeblikket kan tilbyde indenfor vågeteknologi. Sådan en indledende markedsdialog skal være med til at skabe grundlag for at udvælge en vågeteknologisk løsning til afprøvning på udvalgte plejehjem i kommunen.

     

    Foruden de seks virksomheder var Danish.Care, Branchen for Hjælpemidler og Velfærdsteknologi, inviteret med sammen med udvalgte ansatte i Aarhus Kommune, herunder plejehjemspersonale, en gruppe specialestuderende og repræsentanter for 6-by-samarbejdet om velfærdsteknologi. Deltagerne udgjorde publikum til en pitch, som var første del af arrangementet. 

    Det er ikke en erstatning for personale og nærvær, fastslår en virksomhed.

    Lidt som en eksamenssituation 

    Under den indledende pitch, fik hver virksomhed præcis 10 minutter foran publikum til at præsentere deres bud på en vågeteknologisk løsning. Efter præsentationerne blev virksomhederne inviteret på 6 gange 15 minutters ‘speeddating’ i et lukket forum, hvor de svarede på spørgsmål og gik i dialog med en leder af samtalen. Der blev spurgt til borger- og medarbejderperspektiv, jura, etik, datasikkerhed og økonomi.  Seancen havde lidt karakter af en eksamen. En repræsentant for en virksomhed gav udtryk for tilfredshed med konceptet, der forpligtede virksomheden til at blive helt skarp på sit produkt og tankerne bag.   

     

    En ny virkelighed med medarbejderen i centrum 

    Virksomhedernes opmærksomhed omfatter også medarbejderne, som det er vigtigt at inddrage, når teknologierne rulles ud, udtrykte flere virksomheder.  

     

    - Det er afgørende for os at have medarbejderne med, når vi starter op. Medarbejderne skal også passes på. Det er vigtigt, at medarbejderne forstår produktet og kan anvende det, fortæller flere virksomheder.

     

    Det blev i samme omgang understreget, at vågeteknologien ikke kan og ikke er til for at erstatte plejehjemspersonalet. Vågeteknologien skal derimod ses som et støtteværktøj til plejehjemspersonalets arbejdsgange. Teknologierne angiver, hvis der er brug for hjælp, og det kan give medarbejderne mere ro i arbejdet.  

    Vi står i en situation, hvor det vil være uetisk ikke at anvende teknologien, mener en repræsentant for en virksomhed.

    Forskellige løsninger, men et fælles fokus 

    Selvom virksomhederne har forskellige vågeteknologiske løsninger og tilgange, er der enighed om flere pointer. Samtlige virksomheder italesatte blandt andet vigtigheden af at kunne yde den rette omsorg, med respekt for borgerens værdighed/privatliv. 

     

    - God omsorg er, at der træffes rigtige beslutninger på baggrund at det rigtige grundlag, og på det rigtige tidspunkt, mener en af virksomhederne. 

    - Det er ikke en erstatning for personale og nærvær. Det er en ny virkelighed, hvor man får at vide præcis, hvor man skal være, når der for eksempel er en borger, der er faldet, mener en virksomhed. 

    Det fremtidige arbejde  

    Arrangementet og de forskellige vågeteknologiske løsninger, gav anledning til nye overvejelser og spørgsmål.

    Nogle af disse spørgsmål vedrører: 

    Borgernes værdighed og medarbejdernes ønsker til teknologien; mængden og typen af indsamlet data og juridiske muligheder og begrænsninger ved at implementere vågeteknologier.

      

    Der arbejdes i øjeblikket med at vurdere, i hvilken grad virksomhedernes vågeteknologiske løsninger lever op til Aarhus Kommunes ønsker og forventninger.  Der ses ligeledes på, hvilke funktioner og behov de enkelte plejehjem og dets personale oplever som nødvendige i deres arbejdsgange. 

    Med afsæt i vurderingerne, udpeges en vågeteknologi til afprøvning på udvalgte plejehjem i kommunen. 

     

    Tak til alle virksomhederne, som gik til dagen med stort engagement. Aarhus Kommune har fået en mere solid viden at træffe beslutninger på. Når der er nyt om projektet, publiceres nyhederne her på siden og på LinkedIn. 

     

    Sidst opdateret: 30. april 2025