DokkX | Sund med teknologi

Undgå livsstilssygdomme

Mangel på motion, ændrede kostvaner, rygning og alkohol har ændret sygdomsbilledet i den vestlige verden markant. Samtidig ældes befolkningen, og flere leveår giver mere sygdom. Ifølge WHO udgør livsstilssygdomme 70 procent af alle sygdomme i den vestlige verden i 2020. Den gode historie er, at vi har indflydelse på, om vi får sygdommene eller ej.

På udstillingen Sund med teknologi er der teknologier til motion i hjemmet, understøttelse af livsstilsændringer og bedre søvn, overvågning af stressniveau, kostvejledninger på app, forebyggelse af faldulykker, overvågning af diabetes og meget, meget mere. 

De fleste kender en skridttæller og et pulsur. Det smarte ved udstillingen på DokkX er, at man kan prøve både hardware og software under vejledning, inden man går ud og anskaffer sig et produkt.

Sund med teknologi åbnes mandag den 21. januar kl. 13 af formand for det rådgivende udvalg for Nære Sundhedstilbud, Annette Roed. Udstillingen er åben t/m fredag den 26. april.

DokkX

DokkX er Aarhus Kommunes interaktive udstilling af velfærdsteknologi. DokkX afholder fire årlige udstillinger, hvor alle er velkomne lige fra gaden og har gratis adgang. Udstillingerne er bemandet med personale, der kan give råd og vejledning.

DokkX | DOKK1 niveau 2.2 | Hack Kampmanns Plads 2 | 8000 Aarhus C.