Telepræsensrobotten Beam

Beam

I foråret 2014 blev Beam og VGo indkøbt af Aarhus Kommune via Center for Frihedsteknologi (CFT). I et projekt på Plejeboligerne i Solbjerg blev VGo afprøvet, hvor den blev anvendt af pårørende, som befandt sig fysisk langt væk fra beboere i plejeboligenheden.

I efteråret 2015 ønskede man at afprøve Beam på Vikærgården med henblik på at vurdere potentialet med telepresence til ambulant lægelig opfølgning på ældre syge borgere.

At undersøge, om telepresence kan anvendes til ambulant lægelig opfølgning ved ældre syge borgere på Vikærgården.

Ønsket var at finde en effektivisering af en allerede eksisterende arbejdsgang med fysiske lægebesøg, hvor kvaliteten ikke måtte forringes.

Beam fungerer ved, at lægen sidder på sit kontor på sygehuset og logger ind på et program på computeren. Der etableres forbindelse til Beam på Vikærgården, hvor relevant sundhedsfaglig person er klar til at deltage i den ambulante lægelige opfølgning ved udvalgte borgere. Lægen styrer Beam ved hjælp af piletasterne og således kommer den (og dermed lægen) selv ind på borgers stue. Lægen har mulighed for at interagere og reagere på respons fra borgers side, hvilket adskiller sig fra en almindelige skypeforbindelse.

Der er fra Aarhus Kommune ikke afsat deciderede projektmidler, men Vikærgården, Center for Test og Evaluering af Velfærdsteknologi og Klinik for Ældresygdomme har hver især afholdt udgifter forbundet med pilotafprøvningerne.

Vikærgården
Anja Thoft Bach, Chef for Akuttilbud og Rehabilitering.
Niels K. Villumsen, Leder af Akutenheden.

Center for Test og Evaluering af Velfærdsteknologi
Inger Kirk Jordansen, Chefkonsulent.
Lotte Lucia Jelnes, Sygeplejerske og Ressourceperson for Velfærdsteknologi.

Klinik for Ældresygdomme
Else Marie Damsgaard, Ledende overlæge og Lærestolsprofessor.
Anne-Cathrine Hauerslev Foss, overlæge.

Efterår 2015: Projektgruppe etableres. Marts/april 2016: undervisning af superbrugere. April/maj 2016: prøvehandlinger. Medio 2016- : Beam anvendes fast en gang ugentligt.

Borger-/Medarbejder-/Organisatorisk -/Teknisk perspektiv


Borgerperspektiv
Fortæller at det ikke betyder det store for dem, at lægen kommer igennem Beam.
Samtalen mellem læge og borger er meget afhængig af, at lyden afstemmes individuelt ved hver borger.

Medarbejderperspektiv
Let at anvende for Vikærgårdens personale.
En god telekonference forudsætter et minimum af kendskab til kommunikation via video.
Øget fleksibilitet for lægen ved fx at kunne logge sig på og af, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt for samtalepartnerne (lægen selv, borger, pårørende og personalet på Vikærgården).
Meget velegnet til dialogbaseret opfølgning på fx prøvesvar, evaluering af smertebehandling mm.

Organisatorisk perspektiv
Kræver en tilpasning af arbejdsgange mellem den geriatriske læge og Vikærgårdens personale.

Teknisk perspektiv
Har en stor og god skærm, som kan møde borgeren i øjenhøjde.
Har et godt kamera med vidvinkel, hvilket gør det muligt at afholde en vellykket ambulant opfølgning med flere deltagere i borgerens rum.
Har et kamera med god zoom, som gør det muligt for lægen at kigge på fx hævede underekstremiteter eller sår.
Kører lidt tung og er tung at skubbe manuelt.
Fungerer meget tilfredsstillende rent teknisk.
Forudsætter et tæt samarbejde med it-afdeling og den organisatoriske ledelse hos de involverede parter.
Forudsætter en god og stabil internet forbindelse

Beam er implementeret på Vikærgården. Der arbejdes fortsat åbent med, hvordan telepresence kan anvendes til lægelige samtaler både på Vikærgården og andre steder i kommunen.